Beder, 4. juli 2006
Til Planlægning og Byggeri, Byplanafdelingen, Århus Kommune
Fællesrådets kommentarer til Lokalplanforslag nr. 776
Fællesrådet for Beder, Malling og Ajstrup har gennemgået forslaget og har blot et par mindre kommentarer.
Vi er bekendt med forslaget til en byport på Beder Landevej ud for lokalplansområdet. I den forbindelse vil vi pointere vigtigheden af fartdæmpning og trafiksikringen af den viste overgang over Beder Landevej fra punkt f til eksisterende sti øst for vejen.
Det forekommer lidt påfaldende at opførelsen af 43 boliger ikke giver anledning til nogen kommentar om skolekapaciteten. Vi er bekendt med at skoleprognosen forudser et fald i elevtallet på Beder Skole. Men baggrunden for dette er blandt andet at skolen for tiden er presset til det yderste, og at skoleprognosen (måske naturligt nok) ikke tager højde for denne og andre byggeplaner i Beder. Så der er ikke uudnyttet kapacitet på skolen.