Nedenstående er Beder-Malling-Ajstrup Fællesråds bemærkninger til lokalplan nr. 711, boligområde ved Krekærgård syd for Malling.
Vi har noteret os at der er taget hensyn til den endnu ikke færdiggjorte dispositionsplan, og vil blot fremhæve vigtigheden af at samtænke denne lokalplan med Mallings generelle udbygning, herunder skoleudbygningen og især det trafikale område.
Den foreliggende lokalplan vil øge presset på den sydlige udkørsel fra Malling, krydset Bredgade - Oddervej. Dette bør sikres sikres bedst mulig før en udbygning af Malling syd påbegyndes.
Under afsnittet 'Overordnede veje og stier' står der følgende på side 21, afsnit 3, sidste punktum:
Såfremt det på et tidspunkt bliver aktuelt med en vejudvidelse fjernes støjvolden uden udgift for vejbestyrelsen.
Det vil sige at man fjerner støjvolden, hvis trafikken bliver så intens, at der er behov for yderligere vejbaner. Altså ved yderligere støj fjernes støjvolden. Det er da helt ulogisk.
Er der behov for en vejudvidelse, bør den foregå mod vest, samtidig med at støjvolden evt. udbygges.
Der bør etableres en overgang over Bredgade for svage trafikanter mellem lokalplan 780 og lokalplan 711, således at der fra lokalplan 780 skabes gode adgangsforhold til kommende togstop på Odderbanen samt til den i dispositionsplanen viste gennemgang under bane til kommende hovedsti og boligområde øst for banen.