Beder, Malling og Ajstrup | |||
| Forsiden
Naturen |
Fredningen omkring Nordsminde Fjord | ||
Syd for Nordsminde Fjord er et fredet område på 50 ha. Denne fredning er fra 1970. En del af det fredede område med de tidligere øer Grimsholm og Kalvø blev inddæmmet omkring 1830. Indtil denne inddæmning var fjorden omtrent dobbelt så stor som i dag.
Nordsminde Fjord er et næsten indelukket saltvandsområde (et estuarium) med tilførsel af ferskvand. Saltindholdet i vandet er meget uens i de forskellige dele af fjorden. Slusen ved Nordsminde blev bygget i 1964, men dens etablering har ikke betydet nogen væsentlig ændring af vandets saltholdighed og dermed af fjordens dyre- og planteliv. Her lever fortsat mange havdyr som sandmusling, hjertemusling, blåmusling, sandsnegl, børsteorm, silkekrebs, hestereje og i forsommeren skrubbe og rødspætteyngel. Takket være disse betydelige mængder af dyr og det lave vand - gennemsnitsdybden er kun 0,6 m - er Nordeminde Fjord en god fuglelokalitet, som siden 1942 har været udlagt som vildtreservat. Foruden selve fjorden omfatter reservatet de tilgrænsende landarealer i en bredde af 100 m. i alt 334 ha.
Nordsminde fjord har især betydning som resteplads for vandfugle. I størst tal ses svømmeænder, bl.a. gråand, krikand, pibeand, skeand, spidsand og gravand. I efterårs og vintermånederne ses flokke af bl.a. troldand og taffeland. Nordsminde Fjord hører i øvrigt til et af de danske brakvandsområder, hvis dyreliv er bedst udforsket.
Har du spændende nyt: om fjordens fremtid, nye eller gamle oplevelser eller observationer fra lokaliteten, som du har lyst til at dele med andre, er du meget velkommen til at skrive til Lokal Hukommelse. Skal "Lokal Hukommelse" være et spændende og levende sted er den afhængig af at også du bruger den aktivt.